Fødselsberetning fra en tvillingemor

”Du er nok nødt til at føde ved kejsersnit.” – Det var ordene fra lægen ved mit sidste tjek på hospitalet ugen inden min fødsel af tvillingerne skulle sættes i gang. De foregående 8 måneder havde jeg troet at jeg skulle føde ”helt almindeligt” (vaginalt) ligesom størstedelen af andre gravide.

Der sad jeg så, maven så stor som en spærreballon og min mund på vid gab i overraskelse over lægens ord.
I 8 måneder havde jeg (og min mand) være indstillet på at jeg skulle føde vaginalt, idet tvillingerne (tveæggede) lå som de skulle, og der ikke havde været nogen former for komplikationer eller lign i min graviditet.

Jeg skal dog lige skynde mig at indskyde, at jeg på ingen måder havde noget imod kejsersnit (jeg er selv født ved kejsersnit), og jeg havde også sagt fra starten, hver gang lægerne spurgte hvordan jeg ønskede at føde, at jeg var ligeglad, bare så længe babyerne havde det godt og kom ud.

Så jeg var hverken ked af det, vred eller skuffet. Jeg var bare så overrasket da jeg mentalt havde indstillet mig på at føde vaginalt.
Så efter de første chok-bølger havde lagt sig, sad jeg så alene på hospitalet inde hos lægen (min mand var ikke med – jeg gik til scanninger en gang om ugen så han kunne ikke tage fri hver gang,) og skulle pludselig meget hurtigt tage stilling til en masse ting, uden at kunne snakke med min mand om det først.

Det første var, at jeg skulle svare på om jeg var indforstået med at skulle føde ved kejsersnit. Ellers ville de se hvad de kunne gøre, for at jeg kunne føde vaginalt.

Men der var jeg ikke et sekund i tvivl. Hvis lægerne mente, at jeg skulle føde ved kejsersnit, så var det, det rigtige.

Grunden til at det pludselig blev besluttet at jeg skulle føde ved kejsersnit, var at tvilling A (Molly) muligvis vejede under 2 kg, og derfor ville en evt. lang fødsel være for hård til hende.

Jeg fik også målt min livmoderhals for at se om den var tilstrækkelig kort og blød nok til at jeg kunne fuldføre en hurtig fødsel, men det var den ikke.
Lægen var god til at berolige mig og sige at tvillingerne havde det godt, og de så fine ud i str. så der var ikke noget at være nervøs for, de ville bare gerne sikre sig at fødslen gik så nemt så muligt både for min og tvillingerne skyld.

Da jeg så havde bekræftet kejsersnittet, skulle der sættes en dato, og her blev det næsten helt komisk. Jeg kunne nemlig selv vælge (næsten i hvert fald) hvilken ugedag det skulle være den efterfølgende uge – ligesom når man bestiller tid hos tandlægen eller frisøren.

Så jeg valgte den efterfølgende onsdag kl. 08.40. – bumbum.

Bagefter kom der en sygeplejerske med en lille folder om kejsersnit som jeg kunne tage med hjem og læse, og så bookede hun mig (og min mand) ind til et “Kejsersnit Forberedelsesmøde” dagen inden jeg skulle havde foretaget selve kejsersnittet.

Og så var jeg ellers, med et ”held og lykke”, på vej ud af hospitalet igen, hvor jeg ca. 10 min efter stod og missede med øjnene i eftermiddagssolen. Med maven fyldt af dejlige tvillinger og hovedet fyldt af tanker om kejsersnit og om min mand som ikke vidste noget om det hele endnu.

Det første min mand sagde, da jeg ringede noget grådkvalt over hele situationen, var: ”Ej hvor godt skat, så skal jeg ikke gå og være nervøs for om der sker noget med dig og tvillingerne, eller om fødslen pludselig går i gang midt om natten.”

Og fordi han var så lettet og glad, så blev jeg også selv helt rolig indeni og tænkte – ”ja hvor er det egentligt dejligt at vide hvad der skal ske og hvornår”.

Så den næste uge gik bare med at mentalt forberede sig, pakke det sidste og gøre klar til tvillingernes ankomst. Og det var helt tydeligt at mærke, at der var en helt anden ro, både hjemme hos os selv, men også hos resten af familien, som ligesom os, følte at det hele nu var lidt mere sikkert og trygt.

På hospitalet sagde de, at hvis jeg pludselig fik veer, vandet gik eller lign, så skulle jeg bare ringe til dem med det samme, og så skulle vi nok finde ud af det hele i fællesskab.

Det skete dog ikke, så dagen inden jeg skulle have kejsersnit, tog vi ud på hospitalet til Kejsersnit Forberedelses mødet.

Det varede 4 timer, hvor man sammen med andre gravide, der skulle have kejsersnit, blev informeret om alt fra mødested og tid, bedøvelsen (som en anæstesisygeplejerske kom og fortalte om), hvad der sker når man har født, hvad man må spise/drikke før man skal føde, tiden nede på opvågningen, samt måltagning til støttestrømper osv.

Jeg var i øvrigt den eneste til mødet som ventede tvillinger – og de andre kærester/mænd som deltog kiggede nikkende og anerkendende til min mand!

Det var virkeligt godt og oplysende, og vi gik hjem med ro i sjælen –plus en barberskraber som skulle bruges til at fjerne hår på maven og i bikinilinjen, så det ikke gjorde ondt når det STORE plaster efterfølgende skulle fjernes – pyhaa – det var næsten værre for mig end selve kejsersnittet.

Jeg var også blevet udstyret med et par syreneutraliserende piller jeg skulle stå og spise kl. 06.00 om morgenen inden vi kom ind på hospitalet.
Og jeg måtte i øvrigt hverken spise eller drikke noget efter kl. 22.00 om aftenen. Hvilket overhovedet ikke var noget problem da jeg var så spændt, at jeg sikkert ikke kunne have fået en bid ned selvom jeg måtte.

Vi skulle møde kl. 07.30 ude på fødegangen, med de ting som vi skulle bruge under indlæggelsen. Så vi havde både ting med til os selv og til tvillingerne.

Og så havde vi også på mødet fået af vide at det var en god ide at havde noget smertestillende (Pinex) til når man kom hjem, noget mod fordøjelsen (Magnesium) og jerntabletter, som er især er gode, når du har født ved kejsersnit og evt. mister en del blod.

Ligeledes var vi også blevet informeret om, at det det var godt at havde lidt juice, sodavand, slik, snacks og sandwich med til efter fødslen, da hospitalet ikke kunne tilbyde andet end saftevand og kiks.

Da vi ankom, var vi så heldige at få anvist den stue, som vi skulle ligge på sammen med tvillingerne efter fødslen, så der kunne vi låse alle vores ting inde.
Derefter fik vi udleveret det tøj, som vi skulle have på til selve fødslen – jeg iførte mig de tidligere nævnte støttestrømper, som lå klar til mig, lang kittel, mit eget undertøj, og badetøfler og badekåbe som jeg selv havde medbragt hjemmefra.

Min mand så noget bedre ud i det grønne kittelsæt han fik udleveret.

Da vi så var iklædt det rigtige hospitalsudstyr skulle vi selv gå fra fødegangen ned til operationsstuen.

Nede ved operationsstuen var der et venterum, hvor vi sad indtil det blev ”vores tur”. Og så kom der en sygeplejerske og hentede os og førte os ind på stuen, hvor der stod 10-12 mennesker og smilede til os og sagde godmorgen.

Det var meget surrealistisk, og jeg får stadig tårer i øjnene når jeg tænker på det eller snakker om det.

Jeg skulle selv sætte mig op på briksen, og min mand skulle sætte sig på en stol bagved mit hoved. Så startede de med at ligge en rygmarvsbedøvelse – jeg var nødt til at sidde op mens de lagde den, fordi min mave var for stor til at jeg kunne ligge på siden på briksen.

Lige efter de havde lagt den blev jeg dårlig og fik kvalme, og det er helt normalt og godt, for det betyder, at den virker.

Så fik jeg lov til at ligge ned, og efter 10 minutter kunne jeg ikke mærke min krop fra brystet og nedefter. Det var en meget underlig følelse, især da jeg pludselig så mine bene dingle oppe i luften – for det havde jeg da ikke bedt mine ben om, men det var to sygeplejersker som var ved at ”omrokere” lidt på dem, så der var plads til at tvillingerne kunne komme ud.

Dernæst fik jeg lagt drop i begge hænder, som var spændt ud i hver sin retning – man ligner lidt et krucifiks når man sådan ligger med armene til hver side.

Jeg fik også sat en masse elektroder på, fik ilt gennem næsten osv. Men det foregik alt sammen i et stille og roligt tempo, alle var så søde og fortalte hvad de hed og hvad de lavede ved mig.

Der var 10-12 personer inde på stuen sammen med os. Og vi var blevet ”advaret” på forhånd om at det godt kunne virke lidt skræmmende. Men det var trygt at vide, at der var så mange til at passe på os og ikke mindst på tvillingerne når de kom ud.

Der var to overlæger, en børnelæge, en anæstesisygeplejerske, en jordemoder, assistenter/studerende til de føromtalte og nogle sygeplejeelever.

Alle var meget søde, og især sygeplejeelever syntes det var så spændende det hele, og sagde ”tak for i dag” da de gik.

Da jeg så var helt klar med bedøvelse, blottet maveskind og det hele, sagde den ene overlæge, at nu tog vi lige et time-out, hvilket betød at døren til stuen blev åbnet, alle sagde deres navn og profession, så man vidste hvem hinanden var (alle havde jo kitler og masker på), så det var en stor grøn masse hvor alle lignede alle.

Og så skulle jeg sige mit fulde navn og cpr.nr. og fortælle hvad jeg skulle have lavet.

Der blev helt stille, og jeg sagde det jeg skulle, og da jeg nåede til; ”…og jeg skal havde tvillinger ved kejsersnit” så begyndte min mand at græde fordi han blev så rørt af hele situationen.

Åhh det var så fantastisk at jeg slet ikke kunne være i min krop af bar lykke og spænding.

De to overlæger gik i gang med at skære, og jeg kunne mærke at de var der – bagved det store klæde, så min mand og jeg ikke kunne se noget. Min mand fik tilbuddet om at rejse sig og gå rundt om og kigge hvis han ville, men det havde han ikke lyst til (og jeg havde det helt fint med at han sad oppe ved mig).

Det gjorde ikke ondt overhovedet, men jeg kunne mærke da den ene pressede og den anden trak, og svup så kom tvilling A (Molly) ud kl. 9.48. Der var klart fostervand og hun skreg flot og var så fin og lyserød med mørkt hår.

Den ene overlæge sagde så ”jeg tror vi har taget tvilling B ud først, for hun ser da slet ikke så lille ud.”

Men minuttet efter kl. 9.49 da tvilling B (Sofia) så dagens lys, lige så fin og lyserød men med lyst hår, viste det sig at de faktisk var lige store, på nær 40 gram, og det var derfor at de troede at de havde taget den ”forkerte” tvilling ud først.

Min mand fulgte med hen til to separate borde, der var gjort klar til pigerne, og var med til både at klippe navlesnor, veje, tage billeder af pigerne osv. Og de fik begge to 10 i Apgar Score, så børnelægen gik hurtigt, da der ikke var nogen grund til at de hverken skulle suges, havde sonde eller med ned på neonatalafdelingen.

Molly (tvilling A) vejede 2440 og var 46 cm lang, og Sofia vejede 2480 og var 47 cm. lang.

Jeg lå jo spændt fast på briksen, også med armene, så min mand bar pigerne hen til mig en ad gangen, så jeg lige kunne røre mit ansigt mod deres og give dem et lille kys.

Og så skulle jeg ellers sys, mens der blev puslet videre med pigerne. Det gjorde ikke ondt, og det gik faktisk så hurtigt, at jeg helt glemte at spørge om jeg måtte se moderkagen, eller moderkagerne om man vil.

Da jeg så var blevet syet, og jeg var blevet frigjort fra nogle af de mange slanger, maskiner og elektroder, blev hele vores lille familie kørt ned på opvågningen, hvor vi fik vores eget lille rum.

Da vi kom derned var der en mandlig sygeplejerske, som skulle holde øje med mig, og en jordmoder som skulle kigge til pigerne.
Pigerne stod ved siden af min seng i deres egen lille hospitalsseng. Sådan en slags kasse på hjul – som er ekstra stor når den er til tvillinger.

Jordmoderen var der ikke særlig lang tid. Hun skulle bare se at pigerne var ok og om de ville amme.
Lige da hun sagde det tænkte jeg ”What, det er da alt for tidligt.”

Men jeg blev viklet ud af elektroder, venedrop osv. og så blev pigerne lagt til på én gang – og tænk de kunne allerede sutte. Jeg var dybt imponeret over mine to små døtres kunnen.

Da jordmoderen var gået, kom den mandlige sygeplejerske for at se hvordan mit ar så ud, og om jeg havde blødt meget.

Jeg kunne stadig ikke bevæge/mærke min krop, så det var lidt sært at blive vendt om på siden af min mand og sygeplejersken så de kunne om kateteret sad rigtigt osv.

Det gjorde det, og mens de stod og kiggede, sagde det sådan en swussssshh lyd, og jeg kan huske at jeg spurgte min mand om jeg tissede, og han bare kiggede med store runde øjne og sagde nej. Det var ca. 2 liter blod der væltede ud af mig.

Men det var normalt, fik jeg af vide, fordi jeg ikke havde blødt så meget under selve kejsersnittet, at det så kan sætte sig som en prop, og så pludselig kommer det.

Efter et par timer på opvågningen, kunne jeg bevæge mine tæer – hvilket er kriteriet for at man kan komme op på fødegangen.

På fødegangen havde vi lige et par timer for os selv, inden vores familier kom på besøg.

De havde ventet i spænding siden om morgenen, men vi havde ringet og sagt til dem at vi gerne ville vente med besøg til om eftermiddagen, så vi lige kunne vænne os til vores nye forældrerolle og nyde vores to små piger lidt selv.

Da familien havde været på besøg, kom der en sygeplejerske ind på stuen og sagde at nu skulle jeg prøve at gå på toilettet, og gå en tur rundt sengen!

Uhhh, der kunne hun lige så godt have fortalt mig at jeg skulle løbe et halvmaraton – det føltes lige så uoverskueligt.
Men ud af sengen kom jeg, med hjælp fra hende og min mand.
Lige da jeg satte benene ned på gulvet væltede det ud med blod, og jeg blev lidt dårlig da jeg havde gået en tur rundt om sengen. Men ellers gik det fint.

De efterfølgende dage kunne jeg selv gå rundt, og jeg behøvede kun lidt støtte, når jeg skulle ind og ud af sengen. Men om natten sad jeg halvt op og sov, da jeg ikke kunne rejse mig op fra et fladt leje selv, uden at det gjorde ret ondt i arret.

Jeg kunne selv gå på toilettet og i bad. Og det STORE plaster fra min mave blev fjernet uden de store smerter.

Selve arret var syet med indvendige sting, så der sad kun 6-7 små plastre udvendigt som jeg kunne fjerne da vi kom hjem efter en uge på hospitalet.

Mine fødder som havde ret hævet under det meste af graviditeten, blev som med et trylleslag også normale igen.

Det eneste minus med ved at få kejsersnit, var at min mælk næsten var 6 dage om at løbe til, og det var lidt frustrerende. Men det er åbenbart normalt at ens mælk er længere om at løbe til når man får kejsersnit, end hvis man føder vaginalt.

Både ude på hospitalet og hos min egen læge efterfølgende blev jeg tjekket for blodmanglen, og der var slet ikke noget.

Jeg spiste lidt jernpiller efter fødslen, men stoppede da jeg følte det fik indvirkning på min fordøjelse.
Til gengæld nåede jeg aldrig at tage de Magnesium piller jeg købte, da jeg ikke havde problemer med fordøjelsen mens jeg var indlagt.

Jeg tog lidt smertestillende de første to uger efter jeg kom hjem fra hospitalet, og så har jeg ikke mærket noget til kejsersnittet eller arret siden.
Arret er blevet rigtigt fint og ses stort set ikke her 8 måneder efter jeg fik kejsersnit.

Min mave trak sig rimelig hurtigt sammen, og selvom den ikke er noget at skrive hjem efter, og også har lidt strækmærker, så er jeg vist heldigt sluppet.

At få kejsersnit var for mig en rigtig positiv og god oplevelse. Det var med til at give mine piger en rigtig god start på livet, og jeg havde en rigtig god fødselsoplevelse. Og det tror jeg også min mand havde, fordi han vidste hvad der skulle ske, og han kunne være med hele vejen.

Så alt i alt må det siges, at fødslen af vores to små tvillingepiger ikke kunne have gået bedre. De er i dag nogle glade piger på 8 måneder, der trives og vokser.
Og det er jo lidt ironisk at tænke på at grunden til, at jeg fik kejsersnit var at lægerne troede at Molly vejede under 2 kg og måske derfor ikke kunne klare en lang fødsel, og så snød hun alle og vejede stort set det samme som sin søster Sofia.