Der er stor forskel mellem at have sit barn i en vuggestue eller i dagpleje, og der findes rigtig mange forskellige løsninger inden for dagpleje – både privat og kommunalt.
Der er mange ting, du skal tage stilling til, og gøre op med dig selv, som oftest før du egentlig kender til hvordan dit barn kommer til at være i fremtiden. For det er netop en af de ting, der er med til at afgøre hvad du skal vælge. Som regel har du allerede en fornemmelse af hvordan dit barn kommer til at være.

Her har du nogle af “fordelene og ulemperne” (det kan man egentlig ikke sige, men mere nogle overvejelser at have med i baghovedet) ved henholdsvis vuggestue og dagpleje. For hvad der er en “fordel” for et barn kan sagtens være en “ulempe” for et andet!
Læs også
Sådan bliver du og dit barn klar til vuggestuestart
Dagpleje
+ I dagplejen er der færre børn, og én dagplejer, som barnet kommer til at knytte sig stærkt til. Der er meget fokus på det enkelte barn. I privat dagpleje kan I aftale åbningstiderne, mens der er faste regler for den kommunale dagpleje. Støjniveauet er lavere i dagpleje da der er færre børn, og dit barn vil blive passet i et privat hjem, hvilket skaber tryghed lig med den barnet har ved at være hjemme.

Dagplejer og barn knytter oftest et meget tæt og varmt bånd
– Ulemperne er, at man ikke kan være sikker på, at der vil være jævnaldrende børn i dagplejen. Både privat dagpleje og kommunal dagpleje skal på i legestue en gang om ugen, hvor barnet møder andre børn, som regel også jævnaldrende. Hvis dagplejemoren er syg, så bliver børnene passet hos en anden dagplejemor, som de som oftest kun har stiftet bekendtskab med i legestuen, og derfor ikke kender. Det KAN skabe utryghed hos barnet, og give dig en masse kvaler når det er tid til at aflevere. Vælger du en privat dagpleje, så er der ikke noget at gøre hvis dagplejemoren bliver syg. Så skal du selv blive hjemme med et raskt barn, hvis du ikke lige kender nogen andre der kan passe. En stor ulempe, fordi du skal bruge sygedage til når dit barn rent faktisk er syg.
Vuggestue
– I vuggestuen er der rigtig mange børn og voksne som barnet skal “forholde” sig til. Støjniveauet er som regel højt, og det kan virke voldsomt på nogle børn at skulle forholde sig til så mange mennesker. Nogle børn bliver meget stille og til tider indadvendte, mens andre elsker liv omkring sig, og at kunne studere og kopiere alt hvad de andre børn laver, og også selv lære fra sig.

+ En fordel ved vuggestuen er at der altid vil være børn på samme alder, samt ældre, som dit barn, hvilket er positivt i forhold til udviklingstrin. MEN alle børn skal nok nå at udvikle sig! Det kan bare nogle gange gå lidt hurtigere, når de kopierer ældre børns gøren og laden. Barnet vælger som regel, særligt i starten, at knytte sig til en af pædagogerne selv om der er flere på stuen. Hvis en af pædagogerne er syge, så kender barnet de andre pædagoger, og bliver i kendte rammer.
Hvad skal vi vælge?
Vælg efter barnets temperament sammensat med jeres behov for pasning – og mavefornemmelse. Er jeres barn meget udadvendt, og fyldt med energi og spas, så er vuggestuen næppe skræmmende. Er jeres barn derimod mere stille og rolig, og har brug for tryghed og et roligt miljø, så kan I med fordel vælge dagplejen. Hvordan pasningen kommer til at forløbe kommer også meget an på hvordan I selv har det med pædagogerne, der skal passe jeres barn. Barnet kan mærke, hvis I er utrygge ved de voksne, og tænker så selv “har jeg grund til at være utryghed? Det tror jeg nok, for mor/far er!”.
Læs også Sådan vælger du vuggestue
Det ER svært at vælge. For et tryghedssøgende barn kan eks. sagtens udvikle sig enormt fra ½-1 år til 1½ år, og blive en “vild kanin”, der gerne vil have mange børn og fart over feltet. Omvendt kan et aktivt barn vise sig kun at være aktiv i kendte og trygge rammer, og faktisk blive helt lille-bitte i en stor vuggestue. Der er ingen lette valg, men et er sikkert. Fungerer jeres første-valg ikke, så gør det om. Vælg en anden løsning. Det er bedre at ændre, dog efter at give valgte løsningen god tid til at fungere, end at lade stå til med en utilfredsstillende situation.
Du kan læse mere om de forskellige pasningsmuligheder på Borger.dk