Klar til vuggestue-start

Hvordan forbereder man egentlig sit barn til at starte i vuggestuen? De fleste forældre har en underlig fornemmelse i maven når de skal til at aflevere sit barn i institution for første gang. I dette indlæg kan du læse mere om hvordan du forbereder dit barn til vuggestuestart, gode råd til indkøring, hvad I skal huske at have med, og meget mere.

Forbered barnet til vuggestuen
Du kan faktisk forberede dit barn på den omstilling der skal til at ske. Sørg for at barnet kommer ud og lege med nogle andre børn, f.eks. i legestuer eller sammen med fætre, kusiner, børnene fra mødregruppen osv. Det skal ske i et større omfang end førhen. Her kan dit barn lære at være sammen med andre børn mens mor er lige i nærheden, hvilket skaber den tryghed der skal til. Hvis du endnu ikke har fået dit barn passet, så er det et rigtig godt tidspunkt at begynde. Lad bedsteforældre eller andre som er tæt på barnet passe ham/hende i nogle timer om dagen. I første omgang er det en god idé at det sker derhjemme i vante omgivelser. Dit barn vil lære at der også er andre voksne der kan tage sig af hende/ham.

Reaktioner på vuggestuestart
Der vil normalt være en indkøringsperiode på op til 2 uger. De første par dage er det en god idé at dit barn kun er der i et par timer. Der er rigtig mange nye lyde og andre indtryk der skal bearbejdes, og dit barn vil højst sandsynlig være rigtig udmattet i starten, og har brug for en lang middagslur derhjemme. Som regel vil der være én pædagog som hjælper til med indkøringen og har ekstra meget fokus på at dit barn trives. Sammen med hende laver I en plan for hvordan indkøringen skal foregå, og tager det derefter efter hvordan dit barn trives. Som regel bliver du bedt om at gå en halv til en hel time dag 2, og derefter I længere og længere tid.

Barnets reaktion på at du forlader det kan være meget forskelligt. Nogle børn bliver så opslugte af alle de nye børn de kan lege med, alt det nye legetøj osv., at de slet ikke opdager at du går eller har været væk, mens andre bliver rigtig kede af det. Men husk at det er fordi de skal vænne sig til stedet, plus det at du afleverer hende/ham, men også kommer tilbage igen. Hvis dit barn bliver ved med at være ked af det efter du er gået, så vil vuggestuen ringe til dig så du kan komme tilbage og hente dit barn eller være der sammen med barnet. Det er forskelligt fra barn til barn hvor lang tid der går med indkøringen. Det vigtigste er at dit barn skal føle sig tryg, og derfor bruger man den tid der skal til.

Barnet reagerer også på hvordan din reaktion er. Derfor er det vigtigt at du føler dig tryg ved situationen, og at du viser dit barn hvor fantastisk det er at være i vuggestue. Også selvom det er rigtig hårdt at “forlade” sit barn i starten.

Dit barn vil lynhurtigt komme ind i rutinerne med at blive afleveret og hentet, men efter ca.1-2 måneder kan dit barn igen blive ked af det når hun/han bliver afleveret. Det sker fordi vuggestuen nu er blevet dagligdag, og altså ikke er ny og spændende. Der vil ikke gå lang tid før denne periode er overstået igen, så det handler om at fortælle til sig selv at det er okay, og ikke bekymre sig om sit barn nu ikke trives længere. Spørg pædagogerne hvordan dagen er gået, og så vil de sikkert fortælle dig at dit barn har været superglad og fyldt med spillopper. Der er også en tavle i institutionen hvor du kan se hvad de har lavet i løbet af dagen, hvordan dit barn har sovet osv.

Læs mere i indlægget vuggestueskræk – hos mor, hvis du er “nervøs” for at aflevere dit barn i vuggestuen.

Huskeliste: Dette skal du have med i tasken

  • 1 sæt skiftetøj (bukser, strømpebukser, strømper, body, bluse osv.) Alt skal være mærket med navn.
  • Regntøj + gummistøvler / jakke / vinterjakke – alt efter sæson. Alt skal være mærket med navn.
  • Indesko til brug i vuggestuen. Det kan blive koldt at løbe rundt på gulvet. Husk at købe nogle der er skridsikre. Mærk med navn.
  • Rygsæk – til at medbringe dagens nødvendigheder, og evt. et favoritlegetøj.
  • Bleer. Nogle institutioner har ikke bleer til børnene, og du skal derfor medbringe barnets egne bleer.
  • Elefanthue eller sommerhat
  • Uldundertøj – i mange institutioner sover barnet udenfor. Uldundertøj er perfekt til kølige dage.
  • Vanter – gerne flere par.
  • Sutter (gerne med barnets navn på, da sutter nemt kan blive “fælleseje”)
  • Evt. suttekæde
  • Pude og dyne (obs! Spørg institutionen om du skal have det med til dit barn)
  • Hvis du har nogle preferencer indenfor creme og salve, så tag også disse med.

Ændringer i hjemmet
Mens du eller barnets far stadig går hjemme er det nemmere at passe dagens gøremål før barnet skal hentes fra vuggestuen. Men når I begge er startet på arbejde igen kommer hverdagsstrukturen til at se helt anderledes ud. Hverdagen bliver i endnu højere grad præget af rutiner end før. Om morgenen står man op, skifter ble, tager tøj på, spiser morgenmad, leger evt. lidt, og tager så afsted mod vuggestue og arbejde. Om eftermiddagen skal barnet hentes, derefter evt. købes ind (medmindre man er så heldig at kunne klare det før hentning), derefter skal man hjem og lave aftensmaden klar, rydde op efter maden, evt. lege lidt, og så de sædvanlige aftenrutiner fra førhen. Her er det vigtigt at du inddrager barnet så meget som muligt i dagens gøremål, også selvom barnet er lille – her kan man evt. forklare barnet hvad det er man laver, mens barnet leger med sit legetøj på køkkengulvet – ellers kan hverdagen nemt komme til at fokusere på at få alting gjort og overstået, i stedet for at det bliver til hyggelig familietid.

Til sidst – gode råd til aflevering i vuggestuen
Det er vigtigt at give sig god tid. Dette er mest af hensyn til barnet, men også for at den voksen når at få kontakt til barnet. Det er også vigtigt at sige farvel til barnet, hvis det undlades, bliver dit barn ked af det og vil gå og lede efter mor eller far. Fortæl gerne en af pædagogerne om hvordan morgenen er gået, og om dit barn har sovet ordentligt om natten eller om der er sket noget særligt. Så er det nemmere for pædagogerne at håndtere en situation der kunne opstå i løbet af dagen fordi barnet er træt el.lign.

Hvis barnet er ked af det og græder, fordi det ved, I skal gå, gør det ofte situationen nemmere for barnet, hvis afleveringen bliver kort. Ved at trække tiden ud eller hvis I kommer tilbage, når I først har sagt farvel, bliver afleveringen ofte sværere for barnet, fordi det bliver i tvivl om Jeres hensigter – går I eller bliver I?

Det er naturligvis svært at sige farvel til sit barn, når det græder, men oftest går det meget hurtigt over og barnet går i gang med at lege eller sidder hos en af pædagogerne, til det er faldet til ro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *