Aflæs babys kropssprog

Man kan hurtigt komme i tvivl om, hvordan man bedst lytter til sin lille ny, når der endnu ikke er noget sprog at kommunikere med. Men det skal man ikke bekymre sig om, for man lytter helt automatisk ved at aflæse barnets kropssprog og mimik. Det er et egenskab, vi er født med, mener børnepsykolog og forfatter Margrethe Brun Hansen.

Der er næsten ingen grænser for, hvad mennesker ved hjælp af kropssprog kan vise og signalere. Og det gælder også de helt små, som endnu ikke kan kommunikere via sproget. Her må forældre nemlig se på barnets ansigt og krop for at gennemskue, hvordan barnet har det, og hvilke behov der trænger til at blive dækket.

“Man kan se meget via kropssproget, og som forælder bliver man god til at aflæse sit barns følelser ved hjælp af mimik og lyde, som fx. ansigtsudtryk og grynt. Det sker helt automatisk, og vi gør det alle meget ubevidst. Det er altså en egenskab, vi er født med,” siger Margrethe Brun Hansen.

Hun mener, at vi helt naturligt indstiller vores krop på en særlig måde, når vi taler til en baby. Tonelejet bliver meget blidere, og det er en naturlig evne, vi alle har. Og det er den bedste måde, man kan lytte til sin baby på.

Hysteriske anfald
Hysteriske anfald i ny og næ fra de helt små kan ikke undgås, og det er helt normalt. Margrethe Brun Hansen stiller faktisk spørgsmålstegn ved, hvad et hysterisk anfald overhovedet er. For da små børn kun har gråden at reagere med og kun kender til øjeblikkelig behovstilfredsstillelse, er det forståeligt, at de græder.

Hun har dog et par råd til forældrene, når den lille er ekstra gal i skralden.

“Ved hysteriske anfald er det vigtigt at sætte ord på de følelser, barnet har og så skynde sig at aflede opmærksomheden med noget andet. Sæt ord på, at det er okay for lille Viggo at være sur over, at han ikke må lege med dit eller dat. Og så find noget andet, han i stedet for må lege med,” siger Margrethe Brun Hansen.

Alle børn gennemgår selvstændighedsfasen, hvor de føler sig som små konger og dronninger, der vil bestemme det hele selv. Det er helt naturligt, og det er her, at de lærer at sige fra til nogle ting. Som forælder skal man kunne rumme barnets vrede, selvom det kan være hårdt. Her kan det evt. hjælpe at huske på, at barnet ikke kan tage ansvar for sig selv endnu – og som forælder bliver man derfor nødt til at sætte nogle grænser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *